Om diamanter

KORT OM DIAMANTER

Diamant er vel nok den mest velkendte og efterspurgte af alle ædelsten. Diamant er en metastabil allotrope af kulstof (C), og er det hårdeste kendte mineral, der findes. Diamanter kan derfor kun slibes med diamantstøv. Desuden er betegnelsen diamant afledt af det græske ord “adamas”, der betyder “den ubetvingelige”. De fleste naturlige diamanter dannes ved høj temperatur og tryk i dybder på 140 til 190 kilometer i Jordens kappe.

Diamant tilhører det kubiske krystalsystem og krystalliserer oftest i oktaedre, men kan også forekomme som dodekaeder, tvillingkrystaller eller terninger. De fleste diamanter er svagt gullige eller brunlige, mens diamanter med en egentlig farve, samt farveløse diamanter, er yderst sjældne og kostbare. Farverne skyldes indhold af andre mineraler, bl.a. bor og nitrogen. Diamant ridses sjældent på grund af den store hårdhed, men stenen er fuldkommen spaltelig i 4 retninger parallelt med oktaederfladerne.

Diamant kan derfor være følsøm overfor stød og slag, men er meget modstandsdygtig overfor kemikalier. Diamant bruges også i industrien til skæring og boring af andre blødere materialer på grund af hårdheden, men også fordi diamanter er en meget god varmeleder og ikke overopheder. Først ved temperaturer omkring 900 grader Celsius vil diamanten kunne risikere at brænde op (720 grader Celsius i oxygen).

VÆRDIFAKTORER – DE 4 C’ER

Uklarheder er almindelige i diamanter, hvilket har betydning for diamantens værdi. Klarheden er dog ikke den eneste værdifaktor. Da diamanten er den mest prestigefyldte af alle ædelsten, er den genstand for den grundigste værdibestemmelse. Værdibestemmelsen tager udgangspunkt i 4 faktorer, der kaldes de 4 C’er og står for hhv. “carat”, “colour”, “clarity” og “cut”. På dansk: vægt, farve, klarhed og slibning.

Carat/Vægt:

Dette er den letteste faktor at bestemme, da stenen blot skal vejes. 1 carat defineres som 0,2 gram. Diamantens værdi stiger i takt med at vægten (carat) på diamanten stiger. Dog stiger værdien ikke lineært, idet store diamantkrystaller er langt mere sjældne end små. Derfor koster en diamant på eksempelvis 1 ct. mere end det dobbelte af en diamant på 0,5 ct. af tilsvarende kvalitet. Prisniveauet for store slebne diamanter er altså stærkt stigende i takt med størrelsen.

Colour/Farve:

De fleste diamanter er svagt gullige, og farvenuancerne fra hvid til gul kan være svære at få øje på for et utrænet øje. De meget små farvenuancer kan ikke beskrives ved almindelige farvebetegnelser, og derfor er det en nødvendighed at anvende vedtagne udtryk. Den på verdensplan mest anvendte farveskala stammer fra The Gemmological Institute of America, de såkaldte “GIA grader”. I Danmark benyttes imidlertid de af Skandinavisk Diamant Nomenklatur (Scan D.N.) udarbejdede farvebetegnelser, som ses på nedenstående skema. Diamanter med en egentlig farve er yderst sjældne og kostbare. Disse kaldes også fantasidiamanter eller kulørte diamanter, og benytter ikke disse farveskalaer.

Der findes imidlertid ikke gode eller dårlige farver, men i stedet sjældne og mindre sjældne farvevarianter. Sjældne hvide farvevarianter er typisk de dyreste.

Clarity/Klarhed:

Klarheden og gennemsigtigheden for diamanter varierer meget fra sten til sten. Indeslutninger kan i nogen grad hindre lysets fri passage, hvilket giver mindre gennemsigtighed. Er der for mange uklarheder i diamanten kan det nedsætte gennemsigtigheden så meget, at den ikke kan bruges som smykkesten, men i stedet må sælges som industridiamant. Det er kun meget få diamanter, der er helt klare, og disse er derfor yderst sjældne og kostbare. Selv meget små uklarheder man ikke kan se med det blotte øje, og som ikke forringer diamantens skønhed, er grundlag for værdinedsættelse. Desuden kan ydre ridser og overfladefejl nedsætte diamantens værdi. Diamanters klarhed bedømmes i Danmark vha. Scan D.N. Klarhedsskala, som er opdelt i forskellige hoved- og undergrader. Klarheden fastsættes ved at studere diamanterne med et 10X zoom mikroskop. Graderne kan ses her:

– Lup-ren: De klareste diamanter uden indeslutninger af nogen art, hører til denne grad. Her betegnes diamanterne med undergraderne FL (flawless), som er en diamant uden fejl af nogen art; og IF (internally flawless) som kun tillader små ydre uklarheder, men ingen indre. Diamanter af denne klarhedsgrad er yderst sjældne.

– VVS: Betegnelsen kommer af det engelske udtryk “very very small inclusions”, der betyder meget, meget små indeslutninger/uklarheder. Kun en diamantekspert kan spotte fejlene vha. mikroskop. Undergraderne hedder VVS1 og VVS2, hvor VVS1 er fejl fundet, når diamanten ses fra bunden; og VVS2 er fejl fundet, når diamanten ses fra toppen. Diamanter af denne klarhed ses hyppigt i luksuriøse smykker og er meget kostbare.

– VS: Kommer af det engelske udtryk “very small inclusions” – på dansk: meget små indeslutninger/uklarheder. Man kan spotte fejlene vha. mikroskop, men det tager meget lang tid. Undergraderne hedder VS1 og VS2. Diamanter af denne klarhed ses hyppigt på smykkemarkedet og er relativt kostbare.

– SI: Kommer af det engelske udtryk “small inclusions” – på dansk: små indeslutninger/uklarheder. Man kan spotte fejlene vha. mikroskop, men fejlene er stadig usynlige for det blotte øje. Undergraderne hedder SI1 og SI2. Diamanter af denne klarhed ses hyppigt på smykkemarkedet, og store diamanter kan være meget kostbare.

– P: Sidste trin på skalaen, også kaldet piqué. Her er uklarhederne så store at de kan spottes med det blotte øje. Undergraderne hedder P1, P2 og P3, og har gradvist flere indeslutninger/uklarheder (P3 med flest/største uklarheder). Diamanter af denne klarhed ses på smykkemarkedet, men bliver ofte fravalgt af både smykkeproducenter og forbrugere, da de ikke er så fine som andre diamanter. Piqué-diamanter er den “ureneste” form for smykkediamant, og har lavere værdi end de typiske smykkediamanter.

Cut/Slibning:

Slibningen af en diamant er den eneste menneskeskabte faktor af de 4 C’er. Mens de andre faktorer kan betegnes som sjældenhedsfaktorer, er slibningen af diamanten mere en kvalitetsfaktor. Diamantens enestående udseende kommer først til sin ret, når den er blevet slebet, og diamanter slibes typisk som brillantslib, for at fremhæve kombinationen af lysvirkningerne: brillans, ild, glans og glimten. For at opnå de ideelle lysvirkninger i diamanten, er der opstillet nogle normer for, hvordan den skal slibes. Jævnfør Scan D.N.’s Normslib skal overdelens højde udgøre 14,6% af rondistens diameter, underdelens tavle skal udgøre 43,1% af rondistens diameter og tavlediameteren skal udgøre 57,5% af rondistens diameter. Brillanter slibes typisk med 57 eller 58 facetter. Dette er de rette proportioner for en brillantsleben diamant, som er nøje udregnet af Scan D.N. Slibes en diamant eksempelvis for dybt, vil lyset brydes ud af underdelen og diamanten vil syne mørk i midten (betegnes “lumpy stone”/tyk sten). Det modsatte gælder hvis diamanten slibes for fladt. Her vil den virke lysere i midten (betegnes “fish eye”/fiskeøje).

Afvigelser fra normslibet skyldes ikke nødvendigvis en dårlig diamantsliber, men at de rå diamantkrystaller er meget forskellige. Uklarheder, indeslutninger og krystallernes form er forhold som diamantsliberen må tage hensyn til, og hvis enhver diamant skulle slibes helt perfekt ville det medføre et stort spild af kostbart diamantmateriale. Dette ville få prisen pr. carat til at ryge i vejret, og diamantsliberen kan nogle gange være tvunget til at afvige fra det ideelle slib. Dette kan medføre en forringelse af lysvirkningen og skal ifølge Scan D.N.’s Slibeskala betegnes ved slibegraderne “middel” eller “dårlig”.

En korrekt brillantslebet diamant kendes på, at den ved betragtning fra undersiden vil være helt sort; der kommer kun lys ud ved culetten (spidsen), fordi lyset reflekteres 100% tilbage gennem overdelen.

HISTORIE

Oprindelse og udvinding

De ældste beretninger om diamanten stammer fra Indien og de gamle Sanskrit tekster. Her har diamanten været kendt og værdsat som ædelsten i cirka 3000 år; højst sandsynligt længere tid. I det gamle Indien blev diamanter typisk fundet i alluviale aflejringer nær floderne Penner, Krishna og Godavari. Først i 1600-tallet blev diamanten kendt i Europa, og i 1700-tallet steg diamantens popularitet voldsomt. Dette skyldtes bl.a. fundet af diamanter i Brasilien i 1725, der gjorde diamanter mere tilgængelige for verden, i takt med at de Indiske forekomster svandt ind.

Det var dog først fra 1867 at der gik storindustri i diamantudvindingen. Dette skyldtes fundet af diamanter i Kimberley, Sydafrika, hvor den første diamant blev fundet i grusaflejringer tæt ved Oranjefloden. Undersøgelser viste at en hidtil ukendt bjergart, kimberlit (opkaldt efter området Kimberley), indeholdt en stor mængde diamanter. Med tiden blev området dannet til en mine – den verdenskendte Kimberley Mine, også kaldet “The Big Hole”. Fra 1871 til 1914 udgravede 50.000 mennesker hullet med hakker og skovle, og fik i perioden et udbytte på 2.722 kilogram diamanter (cirka 14,5 mio. carat diamanter). “The Big Hole” er cirka 460 meter bredt og 200 meter dybt, og eftersigende verdens største hul skabt med menneskehånd. Lignende kilder til diamanter blev efterfølgende fundet flere steder i Afrika, der gjorde Afrika til den suverænt største producent af smykkediamanter. I dag kommer diamanter typisk fra Sydafrika, Congo, Namibia, Sibirien, Brasilien og Indien.

I dag bliver det anslået at diamantproduktionen på verdensplan er 26 tons pr. år (130 mio. carat). 92 % af disse bliver slebet og poleret i Indien, for det meste i byen Surat, også kaldet “The City of Diamonds”. Cirka 85 % af alle rådiamanter, 50 % af alle slebne diamanter og 40 % af alle industridiamanter bliver i dag handlet i diamantkvarteret i Antwerpen, Belgien.

The Big Hole, Kimberley, Sydafrika

Berømte historiske diamanter

Cullinan Cullinan diamanten er den største rådiamant, der nogensinde er fundet. Den blev fundet i Premierminen nær Pretoria i Sydafrika i 1905 og vejede 3106 carat (621,35 gram). Diamanten var rent hvid og havde ingen uklarheder. I 1907 blev Cullinan diamanten foræret til Kong Edward VII af regeringen i Transvaal, som fik diamanten kløvet og slebet af J.J. Asscher i Amsterdam i 1908. I alt blev det til 9 store og 96 mindre slebne diamanter, hvoraf de 9 store diamanter tilhører den engelske stat. De 9 store diamanter blev døbt Cullinan I – IX, hvor Cullinan I (Great Star of Africa), Cullinan II (the Second Star of Africa), Cullinan III og Cullinan IV er en del af de engelske kronjuveler. Cullinan I er anbragt i det engelske scepter og vejer 530,20 carat, mens Cullinan II er anbragt i den britiske statskrone og vejer 317,40 carat. Cullinan III og IV er begge anbragt i Dronning Mary’s krone.

Kopi af Cullinan rådiamanten

Koh-i-Noor Koh-i-Noor er en historisk diamant fra Indien, der engang var kendt som verdens største diamant. Det menes at diamanten kommer fra Kollurminen i Indien, som engang var én af verdens mest diamantproducerende miner, og verdens første diamantcentrum. Diamanten var oprindelig ejet af Kakatiya dynastiet i Indien, men har gennem historien skiftet ejerskab mange gange. I 1850 blev diamanten skænket til Dronning Victoria. For at øge brillansen blev diamanten omslebet, og i 1911 blev diamanten anbragt i Dronning Mary’s krone. Koh-i-Noor er i dag en del af de engelske kronjuveler, og vejer 108,93 carat.

Billede af Koh-i-Noor diamanten

Shahen af Persien

Shah diamanten stammer fra Indien og vejer 88,70 carat. Diamanten blev fundet i Golcondaminerne i cirka 1450.
Diamanten er delvist poleret med indgravering af navnene på tre persiske herskere.

Af fare for konflikt med Rusland blev diamanten i 1829 foræret til Tsar Nicholaus I, som opbevarede den som en del af de russiske kronjuveler.
Efter den russiske revolution i 1917, blev stenen flyttet til Kreml, hvor den stadig opbevares i dag. Shah diamanten er en af de 7 historiske ædelstene i Rusland.

Hope-diamanten Hope-diamanten menes at komme fra Kollurminen i Indien. De første beretninger anslår at stenens første ejer var den franske juvelér Jean-Baptiste Tavernier. Hope-diamanten har en yderst sjælden blå farve, hvilket også har givet stenen navne som “Tavernier blå”. Stenen har siden dens fund været ejet af bl.a. franske konger, og engelske og amerikanske rigmænd. Diamanten blev kendt som “Hope-diamanten” efter diamanten bliv solgt til Henry Philip Hope i 1830. Grundet diamantens mange skiftende ejere er der efterhånden forbundet en myte med Hope-diamanten, der lyder at den altid vil bringe ulykke over sin ejer, idet mange tidligere ejere er kommet ud for ulykkelige hændelser gennem stenens historie. I dag er Hope-diamanten udstillet på Smithsonian Institution i Washington D.C. Stenen vejer i dag 45,52 carat og indgår i et halssmykke.

Billede af Hope-diamanten

Tiffany Tiffany er en kraftig gyldengul diamant på 128,51 carat. Diamanten blev fundet i 1877 i Kimberleyminen i Sydafrika, og vejede 287,42 carat i rå tilstand. Det er den største gule diamant, der nogensinde er fundet. Tiffany blev købt af den amerikanske juvelér Charles Tiffany i 1877 og har været ejet af Tiffany & Co. lige siden. Diamanten er officielt kun blevet båret af to kvinder i dens levetid; Sheldon Whitehouse, og mere bekendt, af Audrey Hepburn i 1961 i en reklame for filmen “Breakfast at Tiffany’s”.

Kopi af Tiffany diamanten

Den Grønne Dresden Den Grønne Dresden er en intens naturlig grøn diamant, der højst sandsynlig har sin oprindelse fra Kollurminen i Indien. Den Grønne Dresden er en af verdens mest sjældne diamanter, bl.a. på grund af den smukke æblegrønne farve. Diamanten vejer 41 carat og opbevaredes indtil 2. verdenskrig i Dresden, Tyskland. Herfra blev den efter krigens afslutning bragt til Moskva, Rusland, men blev leveret tilbage til Dresden i 1958. Den Grønne Dresden daterer tilbage til 1722 og har været ejet af August III af Polen. Efter hans død blev diamanten inkorporeret i en hatteudsmykning i 1768, og det er også sådan diamanten fremstår i dag.

Billede af Den Grønne Dresden

Excelsior

Excelsior diamanten blev fundet i 1893 i Jagersfontein-minen i Sydafrika, og var, indtil fundet af Cullinan, den største diamant i verden.

Diamanten havde en blåhvid farvetone og vejede 995,20 carat i rå tilstand. Excelsior er stadig den andenstørste rådiamant, der nogensinde er fundet i smykkekvalitet.

Dog valgte ejerne af diamanten i 1903 at kløve stenen til mindre diamanter. Dette skyldtes at de ikke mente diamanten kunne sælges videre, når den havde sådan en kolossal størrelse. Diamanteksperter har siden været hovedrystende overfor dette tiltag, da stenen blev kløvet uden at tage hensyn til dens historiske betydning, hvilket var i stor kontrast til splittelsen af Cullinan.

Excelsior blev i stedet splittet til letsælgelige assorterede diamanter, som aldrig er udstillet på nogle historiske museer. De største diamantstykker blev navngivet Excelsior I – XI, hvor Excelsior I vejer 69,68 carat og er ejet af Mouawad, mens tre andre sten er ejet af Tiffany & Co.

The Golden Jubilee

Golden Jubilee er verdens største facetterede diamant og vejer 545,67 carat. Golden Jubilee er en brungylden diamant fra Premierminen i Sydafrika og blev fundet i 1985.

Diamanten havde oprindeligt mange indeslutninger og hakker, og det krævede derfor en helt speciel slibning af stenen, der tog flere år. Golden Jubilee vejede oprindeligt 755,50 carat i rå tilstand.

Golden Jubilee blev i 1995 købt af den thailandske juvelér Henry Ho, som senere forærede den til Kong Bhumibol Adulyadej af Thailand på hans 50-års kroningsjubilæum. Golden Jubilee er i dag en del af de thailanske kronjuveler.

Sydstjernen Sydstjernen er en kendt diamant fra Brasilien, der blev fundet i 1853. Diamanten vejer 128,48 carat og er hvid med en vis rosa farvetone. Stenen vejede oprindeligt 254,50 carat i rå tilstand, og blev slebet af den hollandske sliber Voorsanger, som også havde været med til at omslibe Koh-i-Noor til dens nuværende form. Efterfølgende blev diamanten solgt til Halphen And Associates i Frankrig, som gav den navnet “Star of the South” – på dansk: “Sydstjernen”. Senere blev diamanten anskaffet af den royale familie Gaekwad i Indien, som havde den i adskillige år. Senere blev Sydstjernen købt af Rustomjee Jamsetjee i Mumbai, som solgte diamanten videre til den franske luksus juvelér Cartier i 2002, hvor den også menes at være i dag.

Kopi af Sydstjernen

Orloff-diamanten Orloff-diamanten er en stor diamant, der er en del af Diamantsamlingen i Kreml, Moskva. Orloff-diamanten hører til de 7 historiske ædelstene i Rusland, og er kendt for at have formen som et halvt dueæg. Diamanten blev fundet i Kollurminen i Indien, og vejer 189,62 carat i slebet tilstand. Orloff-diamanten er en sjældenhed blandt historiske diamanter, idet den har bibeholdt det originale indiske roseslib. Historien bag diamanten er en andelse usikker, men kilder siger at stenen oprindeligt fungerede som et øje i en guddommelig statue i Sri Ranganathaswamy Templet i Srirangam i det sydlige Indien. Diamanten blev i 1747 stjålet af en fransk desertør, og derefter skiftede diamanten ejer adskillelige gange. I 1774 blev diamanten købt af greve Grigory Grigoryevich Orlov, der gav den videre til sin elskerinde Katharina II af Rusland, der var kejserinde af Rusland. Katharina navngav diamanten efter Orlov og fik designet et scepter, der inkorporerede Orloff-diamanten. Det royale scepter blev færdiggjort i 1784. Mange historikere mener desuden, at der er en reel chance for at Orloff-diamanten i virkeligheden er den forsvundne diamant, Den Store Mogul.

Kopi af Orloff-diamanten